Privatlivspolitik
Offentliggjort 21. september 2026 · v1.1
Movena – Privatlivspolitik
Version 1.0 · Gældende fra 21. september 2026 · Movena ApS, CVR-nr. 46764129
Kort fortalt
- Denne politik handler om de oplysninger, Movena selv er ansvarlig for: oplysninger om jer som kunde – ejere, administratorer og brugere – og om virksomheder, vi er i dialog med.
- Det, I lægger ind i Movena om jeres egne kunder og medarbejdere, er jeres data. Dem behandler vi kun på jeres vegne efter databehandleraftalen, ikke efter denne politik.
- Vi bruger oplysningerne til at levere og drive Movena, opkræve betaling, dokumentere aftalen og kontakte jer. Vi sælger aldrig oplysninger, og Platformen bruger kun nødvendige cookies.
- I kan altid få indsigt, få rettet eller slettet oplysninger og klage til Datatilsynet.
1. Hvem er dataansvarlig
Movena ApS, CVR-nr. 46764129, Rådhuspladsen 16, kl. 2, 1550 København V, e-mail vcl@movena.io ("Movena", "vi"), er dataansvarlig for de behandlinger, der er beskrevet i denne politik.
2. To roller – hvad politikken dækker
2.1 Når en flyttevirksomhed bruger softwareplatformen Movena ("Platformen") til at behandle oplysninger om sine egne kunder, leads og medarbejdere, er flyttevirksomheden dataansvarlig, og Movena er databehandler. Den behandling er reguleret af Databehandleraftalen (Bilag 1 til Abonnementsvilkårene), ikke af denne politik. Er du kunde eller medarbejder hos en flyttevirksomhed, der bruger Movena, skal du derfor kontakte flyttevirksomheden, hvis du vil bruge dine rettigheder. Vi hjælper virksomheden med at svare.
2.2 Denne politik dækker de oplysninger, Movena selv bestemmer formål og midler for: oplysninger om vores kunders ejere, administratorer og brugere, om betaling og aftaler, om virksomheder vi er i salgsdialog med, og om brugen af Platformen og vores hjemmeside.
3. Hvilke oplysninger vi behandler, hvorfor og hvor længe
3.1 Brugere og kontaktpersoner hos vores kunder. Når en virksomhed opretter sig, og når ejeren eller en administrator opretter brugere, behandler vi navn, e-mail, telefonnummer, rolle i Platformen samt seneste login-tidspunkt og IP-adresse. Oplysningerne kommer fra virksomheden selv. Formål: at levere Platformen, styre adgang og kontakte jer om driften. Retsgrundlag: opfyldelse af aftalen, når kunden er en enkeltmandsvirksomhed (databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra b), og ellers vores legitime interesse i at levere og administrere aftalen med den virksomhed, personen arbejder for (artikel 6, stk. 1, litra f). Opbevaring: så længe brugeren har adgang, og kontoen findes; ved sletning af kontoen slettes brugeren, medmindre brugeren også er tilknyttet en anden virksomhed.
3.2 Aftale- og acceptdokumentation. Når Abonnementsvilkårene og Databehandleraftalen accepteres – ved oprettelsen og ved nye versioner – gemmer vi navn, e-mail, rolle, tidspunkt, versionsnummer, en kontrolsum af teksten, IP-adresse og browseroplysninger. Formål: at kunne dokumentere, hvad der er aftalt, og hvem der har accepteret. Retsgrundlag: vores legitime interesse i at kunne dokumentere aftaleforholdet (artikel 6, stk. 1, litra f). Opbevaring: IP-adresse og browseroplysninger slettes, når kontoen slettes. De øvrige oplysninger opbevares i 5 år fra udgangen af det år, hvor kontoen blev slettet, sammen med firmanavn, CVR-nummer, ophørs- og sletningsdato og eventuelle særaftaler, af hensyn til forældelseslovens frister og bogføringslovens krav.
3.3 Betaling. Betaling sker gennem vores betalingsudbyder Stripe. Vi behandler ejerens navn og e-mail, virksomhedens navn, adresse og CVR-nummer, abonnementsform, fakturaer og betalingsstatus. Kortoplysninger indtastes direkte hos Stripe og gemmes ikke hos Movena. Formål: opkrævning, fakturering og bogføring. Retsgrundlag: opfyldelse af aftalen (litra b) og vores retlige forpligtelser efter bogføringsloven (litra c). Stripe er selvstændigt dataansvarlig for sin egen behandling af betalingsoplysninger, herunder til forebyggelse af svindel; se Stripes privatlivspolitik. Opbevaring: fakturaer og andet bogføringsmateriale i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrører.
3.4 Meddelelser og support. Vi sender driftsmeddelelser, påmindelser, varsler om ændringer og opsigelsesbekræftelser til ejeren og administratorerne via vores e-mailleverandør Postmark, som opbevarer indholdet i 45 dage. Henvender I jer til support, behandler vi henvendelsen og de oplysninger, I giver os. Retsgrundlag: opfyldelse af aftalen (litra b) og vores legitime interesse i at yde support og dokumentere den (litra f). Opbevaring: supportsager slettes senest 2 år efter afslutning.
3.5 Salg og markedsføring. Er I i dialog med os om at bruge Movena, behandler vi kontaktpersonens navn, e-mail, telefonnummer, virksomhed og noter fra vores dialog. Oplysningerne kommer fra jer selv, fra offentlige kilder (fx CVR-registret og jeres hjemmeside) eller fra henvisninger. Formål: at følge op på jeres interesse og planlægge møder. Retsgrundlag: vores legitime interesse i at markedsføre og sælge Movena til virksomheder (litra f). Markedsføring pr. e-mail sender vi kun med samtykke efter markedsføringsloven, og I kan altid frabede jer henvendelser ved at svare på en mail eller skrive til os. Opbevaring: senest 12 måneder efter vores seneste kontakt, medmindre I bliver kunde.
3.6 Drift, sikkerhed og fejlrapportering. Platformen hostes hos Supabase og Vercel i Frankfurt (EU). Tekniske fejl rapporteres til Sentry (EU-datacenter) med fejlbesked, URL, browser, styresystem og interne id'er; IP-adresser, headers, cookies, forespørgselsindhold og e-mailadresser fjernes, før data sendes. Formål: at holde Platformen stabil og sikker. Retsgrundlag: vores legitime interesse i sikker drift (litra f). Opbevaring: fejlrapporter slettes senest efter 90 dage.
3.7 Platformen, hjemmesiden og cookies. Platformen sætter kun cookies, der er nødvendige for login og sikkerhed. De kræver ikke samtykke, og vi bruger ingen analyse- eller markedsføringscookies i Platformen. Bruger vores hjemmeside (movena.io) cookies til statistik eller annoncering, sker det kun med dit samtykke via cookiebanneret, hvor du også kan se, hvilke cookies der bruges.
4. Hvem vi deler oplysninger med
4.1 Databehandlere, der behandler oplysninger på vores vegne og efter vores instruks: Supabase (database og filer, Frankfurt), Vercel (hosting, Frankfurt), Postmark (e-mails), Sentry (fejlrapportering, EU-datacenter) og Google (Google Workspace til vores egen e-mail og dokumenter).
4.2 Selvstændigt dataansvarlige: Stripe (betaling), vores revisor og rådgivere samt offentlige myndigheder, hvor loven kræver det.
4.3 Vi sælger aldrig oplysninger og videregiver dem ikke til andres markedsføring.
5. Overførsel til lande uden for EU/EØS
Vores data lagres i EU. Nogle af vores leverandører er amerikanske selskaber (Postmark, Sentry, Stripe og Google), og behandlingen kan derfor indebære overførsel til USA. Grundlaget er EU-Kommissionens tilstrækkelighedsafgørelse om EU-U.S. Data Privacy Framework for leverandører, der er certificeret under rammeværket, og ellers EU-Kommissionens standardkontraktbestemmelser (artikel 46, stk. 2, litra c). Leverandørerne er nævnt i pkt. 4.
6. Dine rettigheder
Du har ret til indsigt i de oplysninger, vi behandler om dig, til at få urigtige oplysninger rettet, til sletning, til begrænsning af behandlingen, til at gøre indsigelse mod behandling, der bygger på vores legitime interesse, og til dataportabilitet for oplysninger, du selv har givet os, og som behandles på grundlag af aftalen. Du kan til enhver tid gøre indsigelse mod direkte markedsføring. Skriv til vcl@movena.io, så svarer vi senest inden en måned. Vi træffer ingen afgørelser alene på grundlag af automatisk behandling.
7. Klage
Du kan klage til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, www.datatilsynet.dk. Vi vil sætte pris på, at du kontakter os først, så vi kan forsøge at løse det sammen.
8. Ændringer
Vi opdaterer politikken, når vores behandling ændrer sig. Den gældende version findes altid i Movena under Juridisk og på movena.io. Væsentlige ændringer varsler vi pr. e-mail til ejeren.
9. Kontakt
Movena ApS · CVR-nr. 46764129 · Rådhuspladsen 16, kl. 2, 1550 København V · vcl@movena.io